Mit navn er Louise Hladka og jeg er født i 1988.
Jeg er opvokset på Lolland hvor jeg bor sammen med min dejlige og smukke datter Thorhild. Jeg er asatroende og det er en ting der fylder rigtig meget i min hverdag. Troen på de Nordiske Guder og naturmagterne har utrolig stor betydning for min hverdag, mit kunstneriske virke, min blog og for mange andre punkter af mit liv. Jeg føler at min tro knytter mig tættere på naturen og er en meget stærk og skabende kraft. Samtidig så er det en tro hvor det ikke handler om at se sig selv som et enkelt, ofte selvcentreret individ, men at se os alle i sammenhæng med hinanden, i sammenhæng med naturen og i sammenhæng med de guddommelige magter. Jeg er medlem af ånsfællesskaberne Hefjendur og Byrjendur. På bloggen vil du kunne læse om nogle af de oplevelser jeg har sammen med Hefjendur og Byrjendur, da det er sammen med dem jeg har en stor del af mit åndelige arbejde. Jeg nyder de simple ting her i livet og er på mange måde vel nok det man vil kalde gammeldags. Jeg elsker livet på landet og kommer aldrig til at skifte det landlige liv ud med en trang lejlighed i byen. Jeg har behov for åben himmel og naturen lige ved min hoveddør for at kunne ånde frit. Jeg er et meget kreativt menneske og jeg kan ikke lade være med at skabe. Om det er at male, lave ting i ben, horn, tak eller træ, eller om jeg nålebinder, hækler eller spinder garn, så kan jeg ikke lade være. Jeg er nød til at holde min kreative side i gang. Jeg holder især af gamle håndværk som f.eks. nålebinding der kan dateres helt tilbage til stenalderen. |
Om BloggenBloggen har jeg skabt for at give et indblik i det at være asatroende i et moderne Danmark. Der vil også engang i mellem være indlæg om det at være mor, hverdagslivet, selvforsyning og andre oplevelser, da disse naturligvis også fylder en del i mit liv.
Min blog er ikke kun til for at fortælle om mit eget liv, men også for at oplyse andre om asatroen. Jeg har valgt at indsamle og dele en masse information om det at være asatro, i håb om at det kan hjælpe andre hedninge. Da jeg selv søgte mit åndelige hjem stod jeg meget alene og det tog mange år før jeg fandt ligesindede. Personligt kunne jeg godt have brugt et sted at søge information eller en at spørge til råds. I dag findes der en masse steder online hvor man kan finde information, men skulle du have spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte mig. Dette gælder også hvis du er nysgerrig på et emne som du godt kunne tænke dig jeg skrev om her på bloggen. Uanset om du søger viden, hjælp eller bare er nysgerrig og gerne vil læse med, så glæder jeg mig til at dele mit hedenske univers med dig. |
Min kunst
Lige siden jeg har kunne holde en blyant har jeg tegnet. Igennem min opvækst har jeg fundet meget trøst og lykke i at tegne. Det blev på en måde mit frirum hvor jeg kunne slappe helt af, fordybe mig og lade mig flyde afsted i en kreativ tankestrøm.
Jeg har aldrig fået undervisning i at tegne. Da jeg er perfektionistisk af natur har jeg siden jeg var lille altid sat mig nye mål for min kunnen. Så snart jeg havde opnået ét mål satte jeg to nye, men jeg har aldrig haft et behov for at blive undervist i hvordan jeg skal gøre. Jeg er nok mere typen der nyder at lærer af de mange fejl og føle at sejren er endnu sødere ved at vide at den er opnået på egen hånd. Til trods for min efterhånden sikre hånd med en blyant var det som om jeg ikke rigtig kunne få en pensel til have samme fornemmelse af tryghed og sejr. Når jeg en sjælden gang i mellem hev penslerne frem, blev de efter nogle forsøg hurtigt pakket væk igen. I 2011 greb jeg dog for alvor penslen. Det havde længe været min drøm at begive mig ud i at male, men de halvhjertede forsøg jeg havde gjort mig gennem årene havde jeg ikke fundet imponerende nok, men nu skulle det være og et år senere kunne jeg præsentere min første separat udstilling som var en succes. Siden har min kunst udviklet sig meget, men jeg er ved at finde til rette i mit udtryk og fortælle måde. Jeg kan mærke en stigende interesse for mine værker og udstillinger. Jeg kan mærke at mit hårde arbejde bærer frugt og det er utrolig berigende at føle at mine værker rører noget i andre. |
Min inspiration finder jeg mange steder, men tre elementer præger mig utrolig meget. Barndommen, naturen og det åndelige. Min sammensætning af disse temaer kan på nogle godt virke dystre men mange af mine værker har ikke nødvendigvis et negativt eller dystert budskab. De tvinger i stedet beskueren til at se tingene fra flere forskellige vinkler også helt bogstaveligt.
Et af mine kendetegn ved især mine malerier er at de for det første hovedsagelig er holdt i grå toner men også at de forskellige elementer i billeder ikke nødvendigvis vender den samme vej. Det giver et unikt udtryk men det giver også en masse spændende muligheder for mig som kunstner. |
KunsthåndværketSiden 2016 har jeg lavet kunsthåndværk under navnet Skefnigr.
Jeg startede i det små med at lave nåle til nålebinden men det udviklede sig hurtigt og inden længe var jeg i gang med at lave rituelle remedier som man kan bruge i forbindelse med blót eller andre lignende ritualer. Mine foretrukne materialer er træ, horn, hjortetak og ben. Det er materialer som alle findes naturligt her i Norden. Hver især rummer de liv og man er nød til at tilgå dem med respekt. Selvom jeg har en plan for f.eks. et stykke hjortetak, så er det ikke sikkert at resultatet bliver efter planen. Det er ikke på grund af manglende evner men fordi materialet har sin egen vilje, sine egne skævheder og overraskelser. Hvert stykke kunsthåndværk jeg laver er et samarbejde med det enkelte materiale, så det er aldrig til at forudsige hvad resultatet vil blive. Selvom jeg hovedsagelig arbejder i træ, horn, hjortetak og ben så har jeg planer om at give mig i kast med metallerne. Jeg er ved at designe nogle smykker i sølv og guld, som jeg håber jeg får muligheden for at skabe i løbet af de kommende år. Fremtiden har meget spændende i vente. |