HU HU HUJeg havde jo egentlig lovet at skrive lidt om Byrjendurs Midsommerblót, hvilket jeg sådan set også har gjort. Jeg har dog bare sendt det til Vølse i stedet for. Du må derfor vente, til bladet udkommer, men derefter skal jeg nok bringe det her på bloggen.
Jeg vil dog i stedet fortælle lidt om en lejrtur, jeg var på sidste weekend. Som nogle af jer ved, er jeg leder i Hedensk Ungdom (HU). Vi er et team, der bruger en del af vores fritid på at lave nogle fede lejrture for børn og unge, som har et hedensk/åndeligt syn på livet. Sidste weekend afholdt vi vores årlige sommerlejr, og det var en rigtig dejlig tur. Årets sommerlejr blev holdt på Fyn, nærmere bestemt Port Arthur, lidt uden for Frankfri. Vi havde booket to sheltere og sørget for, at der var adgang til toilet og bad, samt plads til at stille telte op, hvis der skulle være lyst til det. I HU har vi endnu ikke vores egne telte, men man er altid velkommen til selv at medbringe eget telt eller hængekøje for den sags skyld. Lejrens første dag er altid en rystesammen-dag. HU's børn og unge kommer fra alle dele af Danmark og ses ikke i det daglige, så det er altid godt at lave lidt hyggelige aktiviteter, som ungerne kan samles om. De fleste af ungerne kender hinanden fra tidligere lejre og andre aktiviteter, så det er nemt at få rystet dem alle sammen. Også nye føler sig hurtigt velkomne og som en del af det sociale. Det er virkelig skønt at se.
Efter ungerne var blevet inkvarteret i både shelters og telte, blev der spist egne medbragte madpakker, snakket og hygget. Herefter skulle der findes brænde til bålet og gøres klar til optænding. At tænde bål er en fast del af HU. Alle er blevet oplært i, hvordan man hurtigt og nemt kan tænde et bål med kun en enkelt tændstik – en af mange spejderfærdigheder, vi har i HU. Da bålet blussede, blev der traditionen tro ristet skumfiduser og hygget om bålet, til klokken blev sengetid. Vågner, vågner, danske helte! Springer op og spænder bælte!
Dag to på lejren startede selvfølgelig med en god omgang morgenmad og derefter en sund omgang morgen-FUT (motion). Derefter var der morgensamling, efterfulgt af teltorden. Da der var styr på alt, og opvasken var klaret, var det tid til en snak om guderne.
Noget af det, der adskiller HU fra de almindelige spejdere, er det hedenske aspekt. Vi sørger derfor altid for at give ungerne en mulighed for at fortælle og dele oplevelser om det åndelige, spørge ind til forskellige emner, starte åndelige debatter m.m. Denne gang fyldte Frigg en del, og der blev stillet nogle rigtig gode spørgsmål. Vi fik en rigtig god snak om, hvem Frigg er, og hvordan man kan se/opleve Frigg. Det satte en masse gode tanker i gang hos mig selv, som jeg helt klart vil arbejde videre med. Tak for det, unger. Efter en god frugtpause skulle der øves knob og trænes med kniv og økse. Vi sørger altid for, at der er tid til at få trænet spejderfærdigheder. Vi bygger hele tiden nye færdigheder på og genopfrisker det, vi allerede har lært. På den måde kan alle være med, uanset hvor længe de har været i HU. Vi har efterhånden opbygget en del traditioner og faste elementer i HU, og noget af det, vi altid gør på en lejr, er løb/skattejagt. De seje HU'ere bliver delt op i hold, hvorefter de bliver sendt af sted til forskellige poster, hvor de skal løse alle mulige forskellige opgaver. Det hele foregår på tid, og det hurtigste hold får ekstra point, som hurtigt kan være afgørende for, hvem der løber med sejren. I år blev det holdet Muspelheims Døtre, som løb af med sejren. Det hold, der vinder, får altid en præmie, som bliver givet på den efterfølgende lejr. Der er derfor en T-shirt i vente til de seje tøser.
Efter løbet skulle der laves aftensmad. Menuen stod på burgere, hvilket faldt i rigtig god jord, og alle kunne lave deres burger, lige som de helst ville have den. Det må betegnes som et hit, vi må gentage ude i fremtiden. Da alle var mætte og opvasken taget, blev det tid til blót. Det er valgfrit, om ungerne ønsker at deltage, og der bliver altid taget hensyn til de aldre, der deltager. Nogle gange har vi delt op i både et børneblót og et ungdomsblót, men denne gang holdt vi et samlet blót. Det er fantastisk at se, hvordan de her unge mennesker ikke blot tager et blót alvorligt, men virkelig deler, hvad de har på hjerte, og går ind i det med en ægthed, som kan mærkes helt indeni. Da mørket så småt begyndte at falde på, blev det igen tid til bålhygge og skumfiduser. Derefter slog klokken sengetid, og hele lejren faldt til ro. Dag tre på lejren var sidste dag. Der blev spist morgenmad, hvorefter der blev pakket sammen, og lejren blev tjekket igennem, så vi efterlod stedet, som da vi kom. Da alt var pakket, holdt vi samling, hvor der blev sunget og sagt farvel. Herefter gik der ikke længe, inden forældrene kom og kunne hente et helt hold glade unger.
Som spejderleder i HU må jeg bare sige, at det altså bare er super fedt at være med på de her lejre. At se ungerne komme så godt ud af det med hinanden og se dem udvikle sig, både som HU'ere, men også som mennesker, er helt fantastisk. Jeg kommer altid hjem med fornyet energi efter sådan en lejr. Det er også tydeligt at mærke på ungerne, at de har haft en god tur, og at de allerede glæder sig til næste gang. Det gør det hele værd. Vi forsøger altid at gøre HU bedre fra gang til gang, da vi ønsker, at HU skal vokse og være til stor glæde for vores børn og unge. Udover selvfølgelig at have stor fokus på at lave nogle fede lejrture, er vi også i gang med at skabe en "uniform" til HU. Vi har allerede et tørklæde, og næste skridt bliver T-shirts og muligvis kasketter. Det bliver mega godt. I fremtiden, når der kommer flere HU'ere, kan vi forhåbentlig få lavet en rigtig gennemført uniform med mærker og hele molivitten. Jeg glæder mig allerede. Husk, at alle børn og unge fra 0. klasse til og med 24 år er velkomne i Hedensk Ungdom, og det koster kun 200 kr. om året at være medlem. Vi tilbyder lige nu tre lejrture om året, en lejr og/eller aktiviteter på Forn Sidrs Alting og muligheden for at være med til diverse andre aktiviteter. Jo flere børn og unge i HU, jo flere aktiviteter vil der komme. Er du voksen, men stadig gerne vil bidrage til HU, så kontakt os endelig. Vi kan altid bruge hjælpende hænder.
Nå, det var jo ikke fordi, det skulle ende med at være en hel reklame for HU, men jeg brænder virkelig for det og vil så gerne se det vokse. Efter at have set og hørt, hvor meget godt HU har gjort for de børn og unge, som er medlemmer, er det svært ikke at ville dele, hvor fedt et projekt det egentlig er. Vi ledere i HU er allerede begyndt at forberede os til næste lejr, som løber af stablen den 25.-27. oktober 2024. Næste gang bliver det i Jylland, og så snart vi har et mere præcist sted, melder vi det ud. Det bliver så godt! Jeg glæder mig til, vi ses. FORTIDS TRO OG FREMTIDS HÅB - HU HU HU
|